Monday, April 2, 2007

Kvæler-vedbend

Om kvæler-vedbend.

For ganske nylig er den frygtede kvæler-vedbend identificeret. Man har længe haft formodning om eksistensen af denne, men har manglet beviser. Nu er det lykkedes modige botanikere at finde og dissekere eksemplarer af kvæler-vedbenden.Det er almen kendt viden, at nogle mennesker pludseligt og uforklarligt mister glæden og gløden, bliver ganske grå af sind og udseende, og stivner i bevægelse og tanke. Som de gamle myter fortæller, skyldes det ganske rigtigt kvæler-vedbenden.

Kvæler-vedbenden kan, i lighed med brandmænd i havet, udsende ufatteligt lange føletråde, der, når de rammer et menneske, omgående snor sig op ad vedkommende og trækker resten af planten hen til den pågældende. Kvæler-vedbenden vikler sig så i et ultratyndt, usynligt lag rundt om personen, og dækker til sidst hele kroppen. Kvæler-vedbend er en snylteplante, dvs den har ingen rødder i jorden, men sender sine rødder ind i den person, den snylter på.
Herved kan den trække energi og lys ud af personen, der efterhånden reduceres til en tom skal. Kvæler-vedbenden formerer sig enten ved, at føletråde fra en snyltende plante når et andet menneske og vikler sig rundt om vedkommende, hvorpå tråden til moderplanten brydes. Eller også kan kvæler-vedbend formere sig ved, at sporer sendes ud i luften og sætter sig fast under huden på et andet menneske, hvorefter en ny plante dannes. Det sidste sker dog kun i den mørke årstid.

Hvis personen skal slippe af med kvæler-vedbenden og blive rask og glad igen, skal kvæler-vedbenden uskadeliggøres. Intenst sollys kan således på kort tid få dræber-vedbenden til at tørre ud og smuldre.
Lettest sker udryddelsen af kvæler-vedbend dog ved anskaffelse af en såkaldt vagt-pingvin fra Ildlandet. Vagt-pingvinen er et kærligt lille væsen, der med sine luffer blidt børster alle belægninger af kvæler-vedbenden bort; selv de sidste grønlige rester under huden forsvinder på denne måde.

No comments: